Kend dit studie

HA(it.) kaldes til dagligt 'DØK' af de studerende. Dette skyldes, at uddannelsen i sine første år hed Datalogisk og økonomisk kombinationsstudie, hvilket blev forkortet til DØK. Meget er sket siden da, og navnet er officielt ændret til HA(it), men navnet DØK er hængt ved.

Studiet er et af de mindre på CBS, og der er derfor et godt fællesskab, som ikke mindst forstærkes af, at vi har vores egen bygning; Dit-Lab på Howitzvej. DØK har et fælles fest- udvalg på tværs af årgangene, som sørger for, at der i løbet af året er aktiviteter, der kan forstærke båndet mellem årgangene. Derudover arrangerer DØK-foreningen også et par events for alle DØK'ere.

Socialt på DØK

Et studieliv handler ikke kun om at være begravet i bøger. Derfor er et frisk pust i ny og næ tiltrængt. På DØK findes mange forskellige grupper, som kan give dig frisk luft under vingerne og en anderledes måde at socialisere med dine medstuderende på. Du vil kort blive introduceret til mange af dem under introforløbet, og ellers kan du læse mere om dem på Facebook eller på DØK-portalen.

Campus

CBS består af flere bygninger, der er beliggende i den centrale del af Frederiksberg på de fire lokationer: Dalgas Have (DH), Porcelænshaven (PH), Flintholm (FH) samt Solbjerg Campus, der består af bygningerne Solbjerg Plads (SP), Kilen (K) og Howitzvej 60 (HOW). Der vil blive stiftet nærmere bekendtskab med de forskellige bygninger under introforløbet, men herunder er bygningerne kort beskrevet.

Hovedbygningen på CBS Campus er Solbjerg Plads. Her ligger skolens største bibliotek med læsepladser og grupperum, og samtidig er boghandlen, Academic Books, også at finde på Solbjerg Plads. Det vil også være her du har flest forelæsninger, så du vil uden tvivl komme til at bruge meget tid her. Dalgas Have er centeret for det sproglige fakultet, hvor der også findes undervisningslokaler og grupperum, samt en række formelle instanser og kontorer, som f.eks. SU-kontor og udvekslingskontor. Desuden findes studiets sekretariat her, hvor gruppeopgaverne og semestertilmeldinger afleveres. Kilen indeholder primært undervisningslokaler, mens Porcelænshaven har faciliteter til både undervisning og gruppearbejde.

Howitzvej 60 huser Institut for Informatik og er dermed DØK-studiets hovedsæde. Bygningens faciliteter er forbeholdt studerende på HA(it.) - uddannelsen, hvilket giver gode muligheder for arbejdsro. Det er absolut nødvendigt at følge ordensreglerne her således, studiet stadig kan gøre brug af faciliteterne i fremtiden.